Forårsklargøring af haven – en komplet guide

Når foråret nærmer sig, og temperaturen langsomt stiger, er det tid til at give haven lidt ekstra kærlighed efter en lang vinter. Forårsklargøring handler om at rydde op, pleje planter, og forberede både bede, græsplæne og terrasse på den kommende sæson. Med en god indsats nu får du en sund og flot have resten af året. Her får du en komplet guide til, hvordan du kommer godt fra start.

Hvad er forårsklargøring?

Forårsklargøring er en grundig gennemgang og pleje af haven efter vinteren. Målet er at få haven tilbage i topform ved at rydde op, pleje planter og klargøre bede og græsplæner. Det er også en god anledning til at planlægge eventuelle nye projekter, som kan forskønne haven hen over sommeren.

Hvorfor er forårsklargøring vigtig?

Forårsklargøring er essentiel for at sikre, at haven trives og ser velplejet ud. Efter vinteren kan haven være præget af døde planter, visne grene og en græsplæne, der har fået tæsk af frost og sne. Ved at bruge lidt tid på oprydning og vedligeholdelse får du skabt gode vækstbetingelser, og du undgår problemer som mos og ukrudt senere på sæsonen.

Skal vi hjælpe dig med forårsklargøring?

Find en havemand i dit lokalområde

Vigtige opgaver ved forårsklargøring

Der er mange opgaver at tage fat på, og det kan være en fordel at lave en liste, så du ikke overser noget. Her er nogle af de vigtigste områder at fokusere på:

Græsplænen

  • Vertikalskæring og plæneluftning: Fjern mos og dødt græs ved at vertikalskære plænen. Det giver rødderne luft og forbedrer vækstbetingelserne. Fjern også evt. nedfaldne blade.
  • Gødning og kalk: Gød græsplænen med en plænegødning for at styrke væksten. Hvis jorden er sur, kan du også give den kalk. Det virker forebyggende, så du får mindre ukrudt og mos i plænen hen over sommeren.
  • Første græsslåning: Vent med at slå græsset, til det er begyndt at vokse godt. Klip ikke for kort i starten.

Blomsterbede og stauder

  • Oprydning: Fjern visne planter og beskadigede grene, så de nye skud får plads.
  • Lugning af ukrudt: Start tidligt med at fjerne ukrudt som skvalderkål og brændenælder, da de begynder at vokse allerede i februar, hvis jorden ikke er frossen. Det er vigtigt at komme tidligt i gang, før ukrudtet får kraftige rødder og bliver sværere at grave op.
  • Beskæring af visne stauder: Klip visne toppe af stauder, men vent med sarte arter, indtil nattefrosten er ovre.
  • Næring: Tilsæt kompost eller gødning i bedene for at give planterne et godt skub i væksten.
  • Bekæmpelse af dræbersnegle: Foråret er det rette tidspunkt at bekæmpe dræbersnegle, så du kan have dine blomster og grøntsager i fred. De begynder at formere sig, når temperaturen stiger – og så kan det gå stærkt. Gå tidligt i gang med at bekæmpe dem for det bedste resultat.

Terrasse og flisearealer

  • Rengøring: Fjern alger og snavs fra terrassen med en højtryksrenser eller en god skurebørste – alt efter om det er en stenterrasse eller træterrasse.
  • Ukrudt mellem fliser: Fjern ukrudt og efterfyld med fugesand, hvis der er kommet revner.
  • Behandling af træterrasse: Giv træet en oliebehandling, hvis det trænger, så det bliver modstandsdygtigt mod vejr og vind.

Drivhus og plantekasser

  • Rengøring: Vask drivhusets ruder for at maksimere lysindfaldet og for at undgå skadedyr.
  • Jordforbedring: Skift eventuelt jorden i plantekasser og tilføj frisk kompost.
  • Forspiring: Start med at forspire grøntsager som tomater og chilier indendørs.
  • Ryd op i redskabsskuret: Foråret er et godt tidspunkt til at få smidt gamle rester ud og gjort rent. Gå dine redskaber igennem for at se, om de trænger til ekstra pleje, så de kan holde endnu en sæson.

Træer og buske

  • Beskæring: Beskær dine blomstrende buske og bærbuske, hvis de har vokset sig for store. Foråret er også det bedste tidspunkt at beskære roser på.
  • Gødning: Brug organisk gødning omkring rødderne for at styrke træerne.
  • Plant nyt: Del dine yndlingsstauder, så du kan få endnu flere og plant dem. Du kan også plante flere slags træer, buske roser.

Kompost og affaldshåndtering

  • Kompostbunken: Vend komposten for at sikre iltning og hurtigere nedbrydning.
  • Bortskaffelse af haveaffald: Sørg for at få fjernet grene og kviste.

Hvornår skal man gå i gang?

Start med forårsklargøringen, når jorden er tør nok til at arbejde i, og risikoen for nattefrost er overstået. I Danmark er det typisk i marts eller april. Følg vejrudsigten nøje og undgå at starte for tidligt, da frost kan skade sarte skud og nyplantninger.

Få hjælp til forårsklargøringen

Hvis det virker uoverskueligt at komme i gang med forårsklargøringen, eller du bare gerne vil nyde resultatet uden besværet, så kan du altid få hjælp af en havemand. Vi samarbejder med dygtige havemænd i hele Danmark, så vi kan også finde en i dit lokalområde. De er klar til at tage fat på både græsslåning, beskæring og alt det andet, der hører foråret til – så du kan læne dig tilbage og nyde en velplejet have hele sæsonen!

Skal vi hjælpe dig i din have?

Find en havemand i dit lokalområde